Frater Taciturnus, sig direkte til sin læser i en „Skrivelse til Læseren“. Her præsenterer Taciturnus ikke bare en filosofisk analyse af den triste forlovelseshistorie, man lige har læst, men reflekterer også over, hvordan man skal bære sig ad med at fremstille en så kedelig forlovelse i et litterært værk. Det kan ifølge Taciturnus kun gøres i eksperimentets form. For Taciturnus er eksperimentet altså ikke bare en psykologisk praksis, men først og fremmest en litterær form, der gør det muligt at forstå den menneskelige eksistens: „Dette har jeg bragt mig til Bevidsthed ved at danne den Lidelseshistorie, jeg har udført som et Experiment.“ (Dansk Litteraturs Historie) "Adskilligt om Ægteskabet" Denne del er skrevet af pseudonymet Assessor Vilhelm, hvor han argumenterer for ægteskabets berettigelse. Han tager udgangspunkt i tilværelsens alvor og argumenterer for sammenhængen mellem teori og praksis. Ægteskabet bør bære en videreførelse af forelskelsen, men for at dette kan lykkes må der træde et nyt moment til, nemlig Beslutningen. Sympatien og Pligten vil derefter opstå, hvilket vil gøre livet rigere, samt at man vil kunne opleve kvinden i hendes skønneste skikkelse der er muligt for hende, nemlig som moder. Hans udgangspunkt er altså også etisk. I et ægteskab ændrer forholdet mellem mand og kvinde sig fra at være noget forbigående til noget vedvarende og fra noget individuelt til noget alment. I løbet af denne del af bogen bliver de tidligere argumenter fra In Vino Veritas imødegået og forsøgt modbevist. Men vil man undgå ægteskabet må dette også blive gjort med Beslutningen som moment, og man må derfor være klar på at træde ud i lidelsen. Dette er hvad Undtagelsen gør og Undtagelsen viser sig pludselig at være ganske interessant for Kierkegaard, da dette netop afspejler ham. Generelt er dette afsnit i bogen ganske kort og leder i høj grad over til bogens tredje del, der netop handler om Undtagelsen. (Wikipedia)