selv anså som en mere populær og almen fremstilling af sin erkendelsesteori i Kritik der reinen Vernunft (1781). Her møder vi da også Kants vigtige skelnen mellem analytiske og syntetiske sætninger, mellem apriorisk og aposteriorisk sandhed, mellem tingene i sig selv (som vi ikke kan vide noget om) og tingene for os , som vi ved besked om gennem vor sansning, erfaring og vore anskuelsesformer og forstandskategorier. At udrede dette nærmere lader sig ikke gøre på få linier, men måske i hovedtrækkene på 6 sider, som Peter Thielst har gjort det i indføringen Det sande. Erkendelse & videnskab (1999) - den mere omstændelige har Kant jo selv taget sig af i Prolegomena, der ikke er en letlæst bog, men så afgjort en af de bedste indføringer i hans erkendelseskritik. Værket blev oversat til dansk af Louis von Kohl i 1911, og det er denne tekstnære gengivelse, der her er genudgivet i Peter Thielsts kritiske revision ud fra Karl Vorlånders tyske standardudgave.