mere ødelæggelse, end det var tilfældet i Vesteuropa eller i det Fjerne Østen: 27 millioner døde sovjetborgere - civilister og soldater -, mere end fire millioner dræbte tyske soldater, 1700 ødelagte sovjetiske byer, samt byer og infrastruktur ødelagt i hele Østeuropa.

Krigen på Østfronten var en folkekrig. Sovjetunionens multinationale befolkning blev konfronteret ikke blot af det Tyske Rige, men også af dets allierede tropper fra Finland, Ungarn, Rumænien og Italien. På tysk side kæmpede endvidere frivillige fra alle dele af det tyskbesatte Europa og fra Spanien endog en hel division af frivillige.

Fra tysk side var krigen fra begyndelsen af en racistisk tilintetgørelseskrig: Den slavisk-asiatiske sovjetiske befolkning skulle decimeres og underlægges tysk overhøjhed; tyskernes behandling af den sovjetiske civilbefolkning og deres sovjetiske krigsfanger er blevet betegnet som folkedrab. Da de sovjetiske tropper begyndte at erobre tysk beboede områder, satte de sig for at ødelægge enhver form for tysk kultur gennem overgreb på og fordrivelse af den tyske befolkning.

Krigens materielle ødelæggelser fik deres radikale udforming, da de sovjetiske tropper under krigens første fase trak sig tilbage under størst mulig ødelæggelse af infrastruktur. Da det senere blev tyskernes tur til at retirere, gentog de de omfattende ødelæggelser.

Uden for de egentlige krigshandlinger, men som et resultat af, at tyskerne gennem deres erobringer i øst fik adgang til Europas største jødiske befolkning, fandt også nazisternes jødeudryddelse sin kulmination under krigen på Østfronten.

”Tilintetgørelseskrig” beretter om denne den mest ødelæggende af alle krige, fra den militære og politiske udvikling i mellemkrigstiden over de to senere krigs­modstanderes angreb på og deling af den polske stat til den fire år lange eksistenskamp, der sluttede med den ene parts fuldstændige underkastelse.

Fremstillingen er suppleret med 33 kort og 119 s/h illustrationer.