Pigenaf Angelika Klüssendorf

Med en lysende klarhed og underspillet humor beskriver Angelika Klüssendorf en verden hvor der ikke er plads til at være barn. Åndeløs følger man pigen der vokser op i DDR i samfundets baggård, en sej og stærk tøs som aldrig giver op. 

”En historie om en ung piges modgang, præcis, stærk og ligefrem.” Eugen Ruge.

 – Nomineret til Deutscher Buchpreis 2011.

Angelika Klüssendorf er født i 1958 i Ahrensburg, DDR, og boede i Leipzig indtil hun i 1985 emigrerede til Vesttyskland. I dag bor hun i Berlin. Hun har udgivet flere novellesamlinger og to romaner, senest Pigen, der i 2011 var på shortlisten til Deutscher Buchpreis som årets tyske roman.

Romanen følger en pige der vokser op i samfundets baggård. Hendes far drikker og viser sig kun sjældent. Moren er utilregnelig og lader sin vrede gå ud over børnene. Klassekammeraterne undgår hende, de synes hun er mærkelig. Alligevel finder hun en styrke i sig selv, hun har overskud til at tage sig af sine yngre brødre og hun er godt begavet i skolen. Ikke at hun er en engel, snarere kan man kalde hende en baggårdskat og en ballademager som ikke går af vejen for at lyve og bedrage. For at overleve lærer hun at hun selv må skaffe sig det hun har brug for. Hun stjæler i butikkerne, kommer i klammeri med politiet og ender på børnehjem – som paradoksalt nok bliver det sted hvor hun får lov til at være barn.

Med sin klare, præcise prosa og underspillede humor beskriver Angelika Klüssendorf en verden hvor der ikke er plads til at være barn. Åndeløs følger man en pige der vokser op i DDR i samfundets baggård, og som intet har, og må kæmpe mod alt der omgiver hende: den tyranniske mor, den autoritære lærer, det bureaukratiske statsapparat. En beretning om en sej og stærk tøs der aldrig mister modet, en overlever og en læsehest som gennem bøgerne bevarer drømmen om et bedre liv.

”Angelika Klüssendorf er samfundsprosaens kølige mester, hun analyserer mere præcist end John Updike og mere konsekvent end Max Frisch, skriver mere vredt end Thomas Bernhard og skarpere end Ingeborg Bachmann. Frygtelig, men grandios.” – Die Zeit