Nok er sproget tydeligt af en vis alder. Det er dog på ingen måde nogen hindring for, at W. L. Wilmshurst giver læseren om ikke ”råt for usødet” så i alt fald en stadig frisk og relativt utilsløret fornemmelse for og indsigt i frimureriets inderste væsen. Forfatteren falder ikke for fristelsen til at afsløre mere, end godt er i retning af præcise gengivelser af ritualtekster og rituelle handlinger etc. Den indviede er dog alligevel helt med på, hvor langt man er nået i teksten, og den uindviede føler sig reelt og fint oplyst.