etage, der fungerede som vaske- og rullestuen ”Du Nord” til sønnen Peder Weimann. Peder omdannede vaskeriet til værtshus i stueetagen, mens resten af etagerne blev solgt som ejerlejligheder. Peder var ikke den bedste tjener i byen, og efter to år solgte han stedet til Gerda Elisabeth Iuel-Brockdorff. Hun holdt ud i små to år, så kom Calle forbi og udfriede hende af sine kvaler og købte stedet. Ikke mange spåede værtshuset lang levetid, men i løbet af 10 år blev Frimands Quarteer og Gråbrødretorv de hotteste steder i byen. Ikke mindst fordi der var udeservering. Det var der dengang kun to steder i København, nemlig ved Vandkunsten og på Gråbrødretorv. ”Frimands” er en ærlig og humoristisk beskrivelse af mennesker og værtshusanekdoter fra en svunden tid før mobiltelefoner og altid knipseklare fotofingre hos folk, som måske i dag ville føle sig krænkede til den grænse, hvor politi og myndigheder skulle kigge nærmere på det. Bemærkningerne var friske, men krænkelsesniveauet højere – og blev det overskredet, vankede der ”en flad”. Forfatteren fortæller levende om de mange forskellige mennesker, der havde deres gang på værtshuset – alt fra lokalområdets grosserere og handlende til Danmarks førende fotomodeller, musikere og reklamefolk. I 10 år var der fart over feltet på værtshuset i Indre By, indtil Told & Skat satte en stopper for værtshusets videre virke, så ejerne måtte afhænde det skønne sted. Bogen indeholder også Calle Henriques’ bedste anekdoter og historier om nogle de personligheder og originaler, som han mødte på Patricia i Taarbæk og Byens Kro i Møntergade.