Hun er vredEt vidnesbyrd om transnational adoptionaf Maja Lee Langvad

Den slags vrede kan ændre verden

Den sydkoreansk fødte Maja Lee Langvad har været 'helt vildt vred, sygeligt og depressivt og søvnløst vred. Hun har læst og researchet og diskuteret transnational adoption med ligesindede og med modsindede, adopterede, forskere, venner, potentielt adopterende. Hun har i Seoul fået små, røde blærer på hænderne af stress over at mærke sin identitet som dansker og koreaner blive basket rundt i en zone af hverken-eller og både-og.' I en lyrisk motor af følelser, prosa, debat, kritik og møjsommelige fodnoter leverer hun i dette vredesudbrud af en bog et dybt personligt vidnesbyrd om transnational adoption, identitet og tilhørsforhold. Som litteratur er bogen meningsfuld og stærkt overbevisende – netop på grund af den personlige vinkel – og vel nok 'det mest ambitiøse vidnesbyrd om det personliges fortvivlende sammenfiltring med det politiske, som vi netop nu kunne have drømt om i Danmark.' [Kort referat]

Hun er vred over, at hun er vred

Forfatter Maja Lee Langvad, som er adopteret fra Korea, 'katalogiserer ømt, musikalsk og informationsmættet' sit raseri over adoption i sin nye bog. Det er både en roman, et langdigt, en slags fagbog og også en slags debatindlæg. Hendes debutbog var hybrid, og det er denne også, men en nærmest genial integreret hybriditet. Som læser bliver man både uimodståeligt harm, rørt og oplyst. Anmelderen var begejstret for debutbogen, og om denne fortsættelse må han gentage sine ord fra dengang: 'Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en bog.' [Kort referat]

Vreden, adoptivbarn, besyng!

Der er noget digterisk over Maja Lee Langvads originale og tankevækkende bog om adoption. Alle bogens mange, mange små afsnit begynder med samme formulering: 'Hun er vred …', og det er en vrede, der går fra det dybt personlige til det globalt generelle og tilbage igen. 'Bogen er blevet til under et længere ophold i Sydkorea, hvor Langvad dels har fundet sine biologiske forældre og prøver at lære dem at kende, dels arbejder på at lære mere om Korea og koreansk og endelig udforsker transnational adoption som fænomen, som industri.' Man bliver meget klogere på det hele og ikke mindst berørt over forfatterens personlige historie – og vrede. [Kort referat]