Som sin egen forlægger, hos vennerne, og sammen med vennerne, som Dobbeltskrift med Peter Laugesen i 1973, og ikke mindst store, uhyre vigtige værker i sort indpakning på Arena, Forfatternes Forlag.

– Man kan sige: Dan Turèll ånder i skrift.

Både før og efter Karma Cowboy. – For nok er Karma Cowboy skelsættende, af mange regnet som hans gennembrud, væk fra det hallucinatoriske skrift-tematiske i enhver henseende uafgrænsede rum, han før havde færdedes i, og lige lukt ind i stuen til Hr. og Fru Danmark.

Selvom det nok er en overdrivelse. Endnu. For det er en plads, som Vangede Billeder fra året efter, må tildeles.

Men den slentrende sludrende politiserende og filosoferende Dan Turèll, som vi siden kom til holde så meget af, det er ham, der kommer på banen med Karma Cowboy. – Ham, som vi også synes, kender os og tager vare på os, og snakker og giver gode råd med på vejen.

– Men nu! år 2016. Hvad skal vi med Dan Turèll nu?

Svaret er meget enkelt: Læse ham. – Og det er ikke svært. Det er bare at glemme alt om manden med den sorte hat og det stærke blik og hengive sig til skriften. Til den dér malende puls, som hele tiden hvirvler stof op, stort og småt imellem hinanden, fra hverdagen, hvor selv det mest banale får værdi, og fra det, som har tidens fylde i sig, og som han uden videre formår at indfange og gøre hverdagslig, så det er til at forstå.

Han trækker aldrig tingene ned, men tør omgås det sentimentale, og han bliver aldrig højtragende, mister aldrig jordforbindelse, heller ikke, når han tager livtag med tilværelsens store spørgsmål og liv og død. Han ser sammenhænge, hvor der ikke før var sammenhænge, forbinder ender, som aldrig før var i nærheden af at kunne knyttes.

Der er én ting, han i hvert fald ikke er, og det er natur-romantiker. – Han gør oven i købet en dyd ud af det. Aldeles vidunderligt. Jeg elsker ham for det. At han tillader sig dét: at kokettere med, at naturen ikke siger ham en pind.

Karma Cowboys lange afsluttende digt, Karma Cowboys Common Prayer, skrevet over og under inspiration fra Allen Ginsberg, den store amerikanske beat-digter, kører sådan her:


Vær venlig mod dig selv, du er den eneste

af din slags

og du er ikke usårlig, du kan blive hadefuld og paranoid

du kan blive angrebet af kræft forkølelse eller syfilis –

Vær venlig mod dig selv, du er den ene

hvis bløde finger trækker følelsens linie

fra brystvorte til kønshår

den hvis tunge forsvinder ind mellem læberne

eller ind mellem hvide lår –

Vær venlig mod dig selv, Harry, for uvenlighed opstår

når kroppen eksploderer

napalm herbicider og enorme dødsleje Viet Nam

et mærkeligt sted at drømme om nu grene

bøjes til side og vrede amerikanske ansigter

griner deres søvngænger terror ind i dit sidste blik –

Vær venlig mod dig selv, for din egen venligheds lykke

vil overstrømme politiet i morgen

fordi koen græder på marken og musen hyler i kattens hul –

Vær venlig mod dette sted som er din nuværende bolig

med boretårne og radarstationer og lægevagter

og blomster i parkerne ved strømmende bække –

Vær venlig mod din nabo som græder massive tårer

på fjernsynssofaen

han har intet andet hjem og hører ikke andet

end telefonernes hårde stemmer

klik, summen, kanalskift, og filmen forsvinder

og han er overladt til natten alene, han forsvinder

mellem sengens lagner –

Vær venlig mod din forsvindende far og mor

der stirrer ud af terrassevinduet

som mælkevognen og ligvognen drejer om hjørnet –

Vær venlig mod politikerne der græder i korridorerne

i Whitehall Kreml Det Hvide Hus Louvre

Peking Westminister City og Christiansborg

aldrende vrede bange og frysende

krybende orme krybende orme krybende orme TIMEN ER IND

Se de syge, utilfredsstillede, underelskede, rynkede

pander på Kaptajn Premierminister Præsident

Sir Comrade FRYGT!

Det digt bør have samme status som J.P. Jacobsens Arabesk til en Haandtegning af Michel Anglo og Johs. V. Jensens På Memphis Station – ligesom værket Karma Cowboy som sådan bør have samme status som f.eks. Inger Christensens DET. – For nu bare at få manden retteligen placeret i konge-/dronningerækken.

Velkommen ombord.

Kh Gladiator / Hans Otto Jørgensen