Turèll praktiserer skrift. Uden den Villy Sørensen’ske lutring – som har redet dansk litteratur som en mare, fra eksistentialismens dage og hele vejen op og ud i gymnasier og almindelige læsere – uden forestillingen om, at det private skal lutres i et eller andet dyb, vi har i os, for at blive alment og forståeligt og frem for alt dybt nok til, at vi kan tage det alvorligt. – Turèll hamrer løs på skrivemaskinen, skriften strømmer og – har man fornemmelsen af – ryger direkte i trykken. I stedet for lutring sætter han alt ind på stilen, og det er så den alene, i dens umiddelbarhed, som så umiskendelig er Turèll, der sætter sig hos læseren.