Jalousiaf Hans Otto Jørgensen, Jacob Skyggebjerg m. fl.

Jacob Skyggebjergs Bonnie-&-Clyde-agtige roman Jalousi gennemspiller på klassisk vis den store kærligheds rus med øjnes svimlende dyb etc. – og den store kærligheds opløsning ved hovedpersonen HPs altødelæggende jalousi. Jeg har sagt det før: Jacob Skyggebjerg kan det hele. Dette lille kammerspil, som Jalousi dybest set er, ikke kun bekræfter talentet, men fuldbyrder det. Man kan heller ikke med sin tredje bog blive ved med at nøjes med prædikatet talentfuld. Nu skal det være.

Efter den obligatoriske komme-til-hovedstaden-og-falde-dybt-roman Vor tids helt – i tradition med Johs. Jørgensens små mester-romaner fra begyndelsen af 1890erne eller Johs. V Jensens Danskere og Ejnar Elkjær – og den store satiriske samtidsroman Hvad mener du med vi strammes grebet, formatet er mindre og til at styre og så gør det for alvor ondt.

Samsine og HP er det unge par. De lever livet hårdt, på samfundets skyggeside, i en af kommunen anvist bolig etc, det skal gå galt. Nattesjov og druk og almindelig utilpassethed. De rige får deres bekomst, der lægges ikke fingre imellem, det er på den vis også en fortælling om samfundsklasser. Men det er noget så banalt som jalousi, noget så ædende, der ødelægger ikke alene forholdet, men også HP, så han til sidst krabber rundt som en anden idiot. Idet han på detektiv-manér kortægger Samsines færden hin ulyksalige aften.

Men når det gør så ondt, er det fordi, Jakob Skyggebjerg formår at levendegøre sine personer. Selv om de er outlaws – hvad det end betyder, outlaws – er de præcist som alle vi andre: legesyge, drillesyge, frem for alt: kærlighedshungrende … og for hans vedkommende sygelig jaloux.

Hun er af småborgerlig herkomst og elsker alt, hvad der er småborgerligt, hygge og fødselsdag og kat, mens Han er en skide proletar, som aldrig kan blive andet end proletarisk og uformående med hensyn til bordskik og hvordan man håndterer parforholdets vanskeligheder.

Klimaks i den henseende: han brækker hendes arm.

Men iøvrigt er de to, hun og han, så meget mere, end hvilken klasse de kommer fra. Med hensyn til vildskab er de lige vilde, eller – man tror det næppe – hun distancerer ham. Hun kan ikke få nok, der skal flere øl til, mere vin. Hun er på mange måder et barn, han en sensymbolistisk drømmer.

Som sagt: Der er noget Bonnie & Clyde over dem. De klarer den, man bliver ved med at tro, de klarer den, det kan ikke være andet, når vi elsker dem så meget, og alligevel går det galt. Vi ved det godt. – Jeg kan sagtens se Jalousi som film. Men så skulle Ingmar Bergmann genopstå, for det er det, det er. I sidste instans. Et satans psykologisk drama.

— Et kammerspil.