Historien om en sønEn mors bekendelseraf Ulla Dueholm

Omkring hans 12.-14. leveuge kunne jeg ane hans tilstedeværelse, og dermed fulgte visheden om, at tiden ikke var i min favør, og at bulen ville vokse og vokse til den dag, hvor jeg stod 16 år gammel med et tydeligt forklaringsproblem. Så jeg hentede en af min mors tykke strikkepinde, satte mig på toilettet og manøvrerede pinden op til barnekammerets indgang, først lidt forsigtigt (man er vel ikke masochist), men hurtigere og hårdere, da resultatet udeblev. Pludselig kom det, blodet, der beviste, at jeg havde ramt noget. Lettet sad jeg og gloede forventningsfuldt på, hvordan blodet sivede ud og gjorde vandet mørkerødt … men det forventede ”PLUP” udeblev. Jeg pressede lidt og lidt mere, i tvivl om jeg kunne forvente noget, som var større eller mindre end en bæ af den store hård-mave-størrelse og -tykkelse, mens jeg med håndfladerne gav klumpen et hjælpsomt tryk i den rigtige, nedadgående retning. Lige meget hjalp det; barnet havde tydeligvis stædigt stemt fødderne imod på hver sin side af udgangen, ud kom han i alt fald ikke.