Vejen går til Grevevirkelighedens Nøddebo Præstegaardaf Arne Ipsen

Nøddebo Præstegaard er et uforgængeligt stykke af vores kulturarv. Skuespillet har til stor fornøjelse været opført på de danske scener i over hundrede år, og romanen studeres stadig. Men hvor mange ved egentlig, at Nøddebo ikke blot findes i den fri fantasi? At Henrik Scharling ikke bare greb omgivelserne og karaktererne ud af den blå luft, da han under Nilens bagende sol skrev sit manuskript? 

Med Vejen går til Greve præsenterer Arne Ipsen en letlæselig og informativ historie for hele familien. Rammen er en familieudflugt, hvor bedsteforældrene og deres børnebørn besøger de historiske lokaliteter, der i sin tid inspirerede Scharling. Ind i denne beretning flettes grundigt researchede informationer og indsigter, der lærer os om, hvor langt vi som samfund har udviklet os på ganske kort tid. Om de gode fremskridt, vi har gjort, og de ærgerlige tab, vi har lidt og glemt undervejs. Det kæder den idylliske fortælling om præstegården sammen med nutiden på en helt ny måde, og gør igen den klassiske fortælling vedkommende og relevant.

Uddrag af bogen:

Efter rundturen i kirken går familien ned til Greve Bygade.

De står et øjeblik foran parken med Greve Kirke og præstegården i baggrunden, og morfar siger drømmende: ”Jeg ser for mig hovedpersonerne i Nøddebo Præstegaard. Den ranke pastor Blicher står der med favnende arme. Gamle og den stille, blide Emmy står til venstre, Corpus Juris og den mere rappe Andrea Margrethe til højre. Fru Blicher står i hoveddøren og kalder på dem. Nicolai, han løber rundt mellem dem alle sammen, og så er der –”

”Nu tror jeg, vi skal se på vores madpakker,” siger mormor. ”Du skal jo nå at fortælle mange ting, før vores forestilling er forbi.”

Om forfatteren: 

ARNE IPSEN er uddannet som journalist og arbejdede i årtier ved den lokale ugeavis Det Grønne Område i Kgs. Lyngby. Her skrev han om historie og teater og ældrestof. Han er forfatter og medforfatter til en lang række egnshistoriske og folkloristiske bøger, og interessen for historie og socialkultur er en særlig drivkraft.