der kræver absolut diskretion. Her bliver Jerry, detektivbureauets ejer, Z, bureauets tekniske nørd og Fie, den tjekkede detektiv sat på hård prøve i en kompliceret sag, der ryster skeletterne ud af skabet...og lidt til. Alt sker selvfølgelig i blodtrykspressende spænding. Den Forsvundne Kendisdatter kan læses på 2 timer. Ca. 88 sider. E-bog. 1.ste udgave 2016. www.olenybo.dk. Uddrag : 1. kapitel Marlin & Co Dørklokken ringede for anden gang hos detektivbureauet Marlin & Co på 4. sal i ejendommen i hjertet af byen. ”Hvem åbner? Hvor er Inger-Marie? Hallooo!” råbte Jerry fra sit kontor. Jerry Marlin havde investeret i bureauet, da han efter ni et halvt år som aktuar i et større forsikringsselskab var blevet involveret i sager om forsikringssvindel. Her fattede han interesse for opklaringsarbejde. Hans amerikanske ophav talte hans mor, som kom fra staten Carolina i USA. Han var mørkhåret, 37 år og særdeles ugift; typisk ungkarl og havde altid udmærket sig ved sin klæbehjerne og sit enestående tag på statistik og sandsynligheder. Det forhold, at han endnu ikke havde fundet sin udkårne, kunne skyldes hans lidt generte og til tider akavede fremtoning. De, som kendte ham, ville nok mene, han var en meget stor mundfuld for de fleste kvinder, så en fremtidig hustru skulle nødvendigvis have stort overskud og kunne favne meget. Hun var ikke fundet endnu. Det havde især irriteret hans mor, men hun havde efterhånden opgivet håbet om, at han ville sikre arvefølgen, som hun udtrykte det. På trods af sit konservative væsen havde han et fyldigt netværk, der respekterede hans detaljerede viden og matematiske og strukturerede tankegang. De, der kendte ham godt, nød hans positive og en smule excentriske væsen. Hans rummelighed gav også god mulighed for komme tæt på anderledes og alternative personer, som således støttede ham i at følge forbrydernes tankegang. En tankegang der pirrede ham, for de, han havde været tæt på, havde en særdeles forskellig tilgang til deres forbrydelse. Det kunne være noget, der påvirkede og styrede dem helt tilbage fra barndommen, og som ofte var svært at komme ud af, eller en forbrydelse der var opstået af et helt akut behov eller en voldsom, ukontrollabel følelse. Uanset baggrunden var ingen forbrydelse eller mystisk hændelse for lille til at fange hans interesse. Lidt autist var man vel altid, tænkte han. Endnu en gang ringede dørklokken. Irriteret rejste han sig, hadede at blive forstyrret midt i noget vigtigt. Med en ed gik han gennem den tomme reception og hen til hoveddøren, som han åbnede. Udenfor stod en lille, spinkel kvinde. ”Ja!? Øh, undskyld, goddag,” sagde han. ”Er dette detektivbureauet Marlin & Co? ”Ja, og desværre i øjeblikket uden Co. Kom indenfor!” Han viste hende ind i entreen og lukkede døren, netop som lyden af et stort skvulp inde fra Z´s kontor ramte den smalle gang. ”Den forbandede svamp!” ”Svamp?” spurgte kvinden. Han lukkede døren ind til Z´s kontor. ”Min medarbejder har en kefirsvamp stående. Han påstår, den producerer sund mælk.” Han skar ansigt. ”Åh, kefir. Jo, det er skam sundt,” smilede hun. Han viste hende ind på sit kontor og lukkede døren. ”Mit navn er Jerry Marlin. Sid ned og fortæl, hvad vi kan hjælpe med.” Hun satte sig uden at tage frakken af, nøjedes med at åbne den og kigge sig lidt nervøst omkring. Tydeligvis bar hun på en oplevelse eller en situation, som var uden for hendes styring; det sirligt satte pagehår var røget en ganske lille smule ud af den normale sikre stil. Han bemærkede desuden en nydelig cardigan, der var knappet skævt, under frakken. ”Ja, jeg fik ikke præsenteret mig selv. Jeg hedder Mie Christensen. Jeg kommer til Dem, fordi min arbejdsgivers datter, Josephine, er forsvundet,” sagde hun. Underlæben dirrede. ”Forsvundet? Javel, ja. Fortæl, fortæl, frk. Christensen,” sagde han stadig lidt ærgerlig over forstyrrelsen. ”Phine skulle til fest for tre dage siden, ja, det sagde hun i hvert fald, men hun er ikke kommet tilbage til skolen endnu.” ”Hvor gammel er Deres … var det arbejdsgivers datter?” Han valgte De-formen, da hun selv brugte den, men undrede sig; det var sjældent, nogen sagde De nu om stunder. ”Ja, hun er lige fyldt sytten.” ”Ok, I har forhørt jer hos politiet og hospitalerne, går jeg ud fra.” Hun rystede på hovedet. ”Det er ellers den korrekte fremgangsmåde. Fortæl mig om din... Deres arbejdsgiver.” Hun sad uroligt på stolen, som om hun skulle overvinde sig selv. ”Ja, men De må love mig fuld diskretion.” ”Naturligvis. Vi lever af fuld diskretion,” sagde han nu mere interesseret. ”Det er Majken Lykke.” Hun fulgte opmærksomt hans reaktion. ”Majken Lykke? Altså Majken Lykke, skuespillerinden?” Hun nikkede. Så kunne han bedre forstå De-formen, for hun var dansk teaters største diva gennem tiderne. ”Ok. Vi skal naturligvis nok sikre, at pressen ikke får noget at vide. For det er vel dét, De mener?” Kvinden nikkede, men ikke overbevisende. ”Ved hun, at De er her?” Øjnene flakkede en smule, så kiggede hun ned og rystede på hovedet, før hun tog en dyb indånding og med tårer i øjnene sagde: ”Hun er ligeglad. De ringede fra Phines kostskole og fortalte, at hun ikke var mødt op efter weekenden og spurgte, om hun var hjemme hos os. Det er hun ikke. Så hverken skolen eller vi ved, hvor hun befinder sig. Jeg har sagt til fru Lykke, at jeg er meget urolig. Jeg har passet Phine, siden hun blev født, forstår De. Men fru Lykke mener, at det nok er noget teenager-noget, og at hun snart dukker op igen. Jeg forstår ikke, hvordan hun kan tage det så let!” Hun tørrede sine våde kinder, så han. ”De har selvfølgelig forsøgt at ringe til hendes mobil?” ”Ja, mange gange. Den skifter til telefonsvarer hele tiden. Jeg har også sendt sms´er.” ”Er politiet blevet kontaktet?” ”Politiet? Nej, endelig ikke. Det ville fru Lykke aldrig tillade.” ”Hvis jeg skal tage sagen, så bliver Majken Lykke nødt til at få det at vide.” Hun kiggede ned i gulvet. ”Hun er jo Josephines mor, men jeg skal nok selv sige det til hende så…” Mie Christensen smilede et kort øjeblik i accept. ”Behøver hun at vide, at jeg har været her? Hun bliver rasende.” Den spinkle kvinde trak frakken omkring sig som en slags ubevidst beskyttelse. Det var tydeligt, at hun frygtede sin arbejdsgiver. ”De må altså undskylde, men har De ikke været hos Majken Lykke i mange år?” Hun nikkede. ”Og De er stadig bange for hende?” Hun kiggede ham i øjnene og var tavs et øjeblik. ”Jo, jeg har været hendes personlige assistent i mere end femogtyve år. Hun er enormt selvoptaget og til tider ganske rædselsfuld at arbejde for. Hun har dog sine gode sider også.” ”Men alligevel - over femogtyve år?” ”Ja, jeg var også ved at sige op på et tidspunkt, men så fik hun stakkels Phine ... fru Lykke fik hende sent, opfattede hende kun som en pyntefigur og var ikke interesseret. Det kunne jeg simpelthen ikke bære, så jeg blev. Det var som at få sin egen datter. Jeg har aldrig selv fået børn.” Jerry satte sig tilbage i stolen og tænkte, at enhver medalje havde en bagside. ”Nå, men det, vi gør, er, at jeg tjekker med politiet, diskret selvfølgelig, og hospitalerne. Så taler jeg med Deres arbejdsgiver, og hvis hun vil have, at vi tager sagen, så er det det. De må også tænke på, at vi jo ikke arbejder gratis.” Hun nikkede og rejste sig. ”Her er mit telefonnummer. Kontakt mig, når De er klar til at møde fru Lykke. Jeg håber inderligt, at De er diskret. Også med hensyn til mit besøg her.” Da han havde lukket døren, kom han igen i tanke om, at kontoret var tomt. Han kiggede ind til Z; det eneste, han hørte derfra, var endnu en stor luftboble komme op til overfladen ovre fra kefirsvampen i vindueskarmen. Han hadede den svamp. Mens han spekulerede på, hvad en sjat tredobbelt salmiak ville gøre ved den, blev hoveddøren åbnet. Det var Z og Fie, højt snakkende og larmende. ”Hvor i alverden har I været, og hvor er Inger-Marie?” Han var stadigvæk irriteret, for han var meget optaget af, at nye klienter blev modtaget korrekt, og at de fik en kop kaffe. Det hele havde overrumplet ham, han havde manglet sin sekretær og øvrige medarbejdere. Han hadede situationer, som han ikke havde hundrede procent styr på, var meget pertentlig og normalt en mester i at analysere situationerne. ”Årh, du skulle have set Z’s nye fjernbetjente minibil. Tænk, at man kan filme med den. Den er jo bare på størrelse med en æske tændstikker. Vi kunne se ind i prøverummene ovre hos Ella & Sofia,” sagde Fie imponeret. ”Tænk engang, der var én, som var helt nøgen, og som ...” ”Ja tak, det er rigeligt,” afbrød han surt. ”Jeg håber ikke, nogen så jer, for det er da rygende ulovligt!” ”Ja, det er jo også derfor, at jeg har lavet den lydløs. Med elmotor og de helt nye batterier. Du kan overhovedet ikke høre den, den er genial!” sagde Z stolt. ”Hm,” sagde Jerry, som godt kunne se muligheder i den, ”hvor er Inger-Marie?” I det samme gik døren op igen. ”For den da. Det er da helt umuligt at finde en parkeringsplads her,” sagde Inger-Marie forpustet. ”Jeg var forbi den gode bager. Vi skal da lige have lidt lækkert til personalemødet.” Hendes middelhøje, runde figur vidnede om, at når hun sagde, bageren var god, så passede det. Udover de gode brød og kager nød kontoret godt af hendes humoristiske sind og smittende latter. ”Personalemødet?” Jerry tog sig til hovedet. Intet var der styr på i dag! ”Ja, det blev foreslået i sidste uge, et møde hver fredag, så vi ved, hvad der foregår her i huset. Og jeg kan da se, nogen har brug for det.” ”Nå ja, det er vigtigt, alle er orienteret om tingene.” ”Hvad tid er det?” spurgte Inger-Marie. ”Ja, hvornår skal vi sige?” ”Altså, du tager altid så langsomme beslutninger,” sagde Fie. ”Ja, ja, jeg er ikke som dig. Du tager mange lynhurtige beslutninger,” sagde han forsonende. ”Men ofte de forkerte,” grinede Z. Jerry lo også, hvilket hidsede Fie op. Hun kiggede stift på ham. ”Det er muligt, men det er da heldigvis ikke ligesom dig. Du overvejer længe. Ser problemstillingen fra begge sider, og så langt om længe… tager du alligevel en elendig beslutning.” Inger-Marie slog en høj latter op. Han sendte hende et bevidst surt blik. Så tav hun, og han smilede: ”Lad os holde det møde nu. Vi er her jo alle sammen. Og det wienerbrød ser lækkert ud.” Da alle havde tygget af munden, sagde Jerry: ”I jeres fravær modtog jeg en ny klient.” Han kiggede bebrejdende på dem i håb om at spore en smule dårlig samvittighed, dog uden den ønskede effekt. ”Det drejer sig om en forsvunden pige.” Til hans store irritation var der ingen, som så interesseret ud. Så trak han esset. ”Det er Majken Lykkes syttenårige datter, der er forsvundet.” Det gav respons. ”Majken Lykke? Mener du skuespilleren?” Han nikkede tankefuld og smilede. ”Jamen, jeg har faktisk et hul i min kalender, så jeg kan godt tage sagen,” sagde Fie. Hun var kommet ind i bureauet efter et par år i Frankrig som skiinstruktør. Godt nok var hun ung, men hun havde ben i næsen, hvilket Jerry med det samme havde bidt mærke i. Fie var lynhurtig i analysen og havde en mening om det meste. Hun var stærkt i live, nysgerrig og engageret i alt. Gode kompetencer, når man skal være detektiv. Derfor havde han ansat hende. Hun elskede sager, der krævede lidt ekstra, og tog dem med høj entusiasme og indlevelse. Samtidig var hun sjældent bange og havde på et tidspunkt dyrket kampsport. På det personlige plan var der endnu ikke nogen, der havde formået at indfange hende i et fast forhold, selvom mange havde forsøgt. Fie var ikke klar til forhold længere end en måneds tid ad gangen. Det korte lyse hår stod godt til hendes slanke, veltrænede krop. Han var særdeles tilfreds med sit valg. ”Årh, det er da ikke noget for dig, Fie,” mente Z, der som regel tog de sager, der var af mere teknisk karakter, idet han var opfinder og altid spekulerede på udviklingen af en eller anden smart dims. Han elskede at drille Fie, når lejligheden bød sig. ”Teater, film, kendismiljø, receptioner. Alt det du ikke kan fordrage!” ”Altså modsat dig, så følger jeg med i verden uden for laboratoriemiljøet og er helt klart den mest kompetente til den sag,” fastslog hun. ”Ja, du kan selvfølgelig også din Rig & Kendt udenad!” grinede Z. ”Majken Lykke kender jeg da ude fra revyen. En rigtig bitch, når det kommer dertil,” sagde Inger-Marie, der havde styret baren i Top-revyen i en menneskealder. ”Ja, det sagde hendes personlige assistent, frk. Christensen, også, så ja - det er nok lige noget for dig, Fie. Men jeg har lovet klienten, at jeg først aftaler med Majken Lykke, om vi i det hele taget skal have sagen,” sagde han. ”Du kan starte med at kontakte hospitaler og Politi og få oplyst, om der er kommet nogle syttenårige piger ind. Du må ikke sige andet end, at hun hedder Josephine. Phine, kaldes hun.” ”S’fø´lig,” sagde Fie og proppede et tyggegummi ind i munden og smilede sejrssmilet til Z. Fie gik i gang umiddelbart efter mødet. Efter et par telefonopkald kom hun ind til ham. ”Nej, der er ingen syttenårige piger ved navn Josephine eller Phine, som er anholdt eller indlagt eller kommet på skadestuen,” sagde hun tyggende. Han observerede hendes utålmodighed. ”Okay, jeg ringer til frk. Christensen.” Kort tid efter stak han hovedet ind til Fie. Hun stod foran spejlet og friskede sin læbestift op. ”Du er måske ved at gøre dig klar til en tur i teatret?” spurgte han ironisk. ”Du er vel nok morsom... eller vi skal måske i teatret nu?” Hendes øjne glippede. ”Ja, om en time kan vi få audiens - imellem prøverne.” ”Fedt! Jeg har aldrig været oppe i garderoberne, det er helt vildt. Tror du, der er andre interessante derinde?” ”Altså, hvis du begynder at opføre dig underligt, fordi du ser en kendis, så kommer du ikke med!” ”Nej, nej, bare rolig. Jeg har kendt en kendis engang, og når man får dem med hjem…” Han løftede afværgende den ene hånd: ”Jeg behøver ikke vide mere!” Han efterlod sirligt sin lille nyvaskede bil præcis i midten af parkeringsbåsens afmærkninger på skråparkeringen efter at have bakket to gange. Han var tilfreds. ”Jeg lærer til min død aldrig at forstå dig,” meddelte Fie irriteret over hans langsomme parkering. ”Det behøver du skam heller ikke,” sagde han med et smil, der hurtigt stivnede. ”Hov, hov. Smæk ikke med døren!”