Vi morer os ihjelOffentlig samtale i underholdningens tidsalderaf Neil Postman

Hvad sker der,
når medier og politik bliver former for underholdning? I takt med at vores verden begynder at ligne Orwells 1984 mere og mere, er Neil Postmans analyse af de moderne medier mere relevant end nogensinde.

”Vi holdt øje med 1984. Da året kom, og profetien udeblev, klappede tænksomme amerikanere sig selv på skulderen. Det liberale demokrati havde sejret. Selvom rædsler var indtruffet mange steder, havde vi i det mindste ikke fået besøg af det Orwellske mareridt.

Men vi havde glemt, at der ud over Orwells mørke vision var en anden – en anelse ældre, en anelse mindre kendt, men lige så skræmmende: Aldous Huxleys Brave New World, Fagre nye verden. Men i modsætning til, hvad de fleste tror, selv de højtuddannede, profeterede Huxley og Orwell ikke det samme. Orwell advarer om,
at en påtvunget undertrykkelse vil få bugt med os. Men i Huxleys vision er der ikke brug for nogen Big Brother til at fratage folk deres autonomi, modenhed og historie. Som han så det, vil folk komme til at elske deres undertrykkelse,
komme til at tilbede de teknologier, der spolerer deres evne til at tænke.”
(Fra bogen)

 

Neil Postmans banebrydende polemik om fjernsynets ødelæggende effekt på vores politik og offentlige samtale blev oprindeligt udgivet i 1985 og er blevet hyldet som en bog fra det 21. århundrede udgivet i det 20. århundrede. Nu, hvor fjernsynet har fået følgeskab af mere sofistikerede elektroniske medier – fra internettet til mobiltelefoner – har den fået endnu større betydning. Vi morer os ihjel
er et profetisk blik på, hvad der sker, når politik, journalistik, uddannelse og endda religion bliver underlagt underholdningens krav.

”Det er usandsynligt, at Trump nogensinde har læst Amusing Ourselves to Death,
men hans opstigning ville ikke have overrasket Postman.” – CNN

”Den mest ætsende, nøjagtige og svimlende profetiske bog om, hvordan medieudviklingen er ved at blæse vores hjerner ud og underminere betingelserne for ikke bare et sammenhængende selv, men også et sammenhængende samfund.” –
Lea Korsgaard, fra det danske forord til bogen