Ehrengard er en af de fortællinger, Karen Blixen efterlod ved sin død. Den forelå i et færdigt manuskript på engelsk og blev oversat til dansk af Blixens sekretær. Denne udgave af Ehrengard er trykt med den originale retskrivning. Fortællingen er, hvad forfatteren selv kaldte »en Spøg«, men den har et alvorligt perspektiv. Blixen følte sig provokeret af Søren Kierkegaards «Forførerens Dagbog» og besluttede at skrive et modsvar.

I Enten-Eller hævder Johannes Forføreren, at han vil kunne besejre enhver kvinde, selv den, der vil hævne sit køn ved at lade ham smage ulykkelig kærlighed. Den udfordring tog Karen Blixen op i historien om den drevne forfører Johann Wolfgang Cazotte, der prøver at få den unge, landlige uskyldighed Ehrengard til at rødme af skam.

Men Ehrengard har bogstavelig talt ikke skam i livet – hendes bevidsthed er ikke spaltet, så hun skammer sig ikke over noget, heller ikke forplantningens kendsgerninger. Desuden er hun stærk og handlekraftig, så Cazottes forføreriske planer lider skridt for skridt en ynkelig skæbne – og Ehrengard står tilbage som kvindekønnets hævner. I det store perspektiv er Ehrengard et opgør med den mandlige (og kristelige) optik, der vil adskille natur og ånd, krop og hoved.