Vi følger de syv hovedpersoner (lidt af barndommen og siden) fra de med konfirmationen gør deres entre i voksenlivet og nogle få år frem, hvor de – ifølge samfundets normer – er fuldendte mennesker, gift, med barn, lejlighed, regninger og gæld. Hvad der udadtil kunne synes at være en dannelse, der foregår og gør børnene til voksne, bidragende borgere, er i virkeligheden én lang fornedring af dem som personer – som de mennesker, de er.    

Der er altså en grund til, at strukturen er, som den er – der er ikke, som Hans Kirk ellers formulerede det i sin anmeldelse ved bogens udgivelse, tale om „en håndfuld noveller, der er plukket i stykker og sat sammen igen til en roman“ – der er ikke tale om syv selvstændige fortællinger, men derimod én fælles fortælling om livets udvikling, formningen af sindets lag, på de betingelser, som er stillet i de københavnske slumkvarterer og deres befolknings traditioner.   

Kirk brød sig ikke om Løg, fordi den ikke var en eventyrlig fortælling om arbejdere, der klarede den, den var ikke en vejledning i eller en påstand om muligheder for at gøre noget til det bedre – den var ærlig, og det var menneskenes naturs ageren i ikkenaturen, den handlede om. Og derfor, i sidste ende, en tordnen mod samfundets institutioner med arv og familie og ægteskab og forpligtelser. Et oprør mod det, der ikke er frihed – arbejderslum eller ikke – det er det, der er Herdals ærinde.

Harald Herdal 1900-1978. Debuterede med digtsamlingen Nyt Sind (1929). Senere udkom romanerne Man skal jo leve (1934), Løg (1935) og En Egn af Landet (1939). Derudover omfatter Herdals forfatterskab talrige noveller, essays og artikler.