over Karl Korsch og Walter Benjamin til Guy Debord og Jacques Camatte og frem til Roswitha Scholz, sætter vi fokus på klassekampens historiske og nuværende repræsentationsformer. Strejken, som vi ønsker at pointere med Luxemburg, er ikke blot et pressionsmiddel i kampen for bedre lønvilkår men en historisk specifik form for konfliktoptrapning i en uforsonlig klassekamp, der ændrer sig organisk i takt med kapitalakkumulationen. Spørgsmålet er så, om strejken fortsat har en rolle at spille i dag, hinsides traditionelle forestillinger om arbejderklassen og klassekampen?