den kærlige far at holde sammen på familien, selvom han arbejder på treholdsskift og også må passe hjemmet og give datteren døtrene tiltrængt tryghed. I en række år er moren indlagt på epilepsihospitalet i Dianalund, men hun kommer hjem igen, da datteren er ti år.
Et godt liv fortæller om de problemer og konflikter, der affødes af at leve tæt sammen med en sygdomsramt person, og beskriver de tanker, der rører sig i den stille pige.
Ved flere lejligheder truer moren i sin afmagt med at tage sit liv, men kun, når hun og det halvstore barn er alene hjemme. Barnet føler sig afskåret fra at betro sig til andre, fordi følelsen af skyld ligger som en mørk himmel over hende: mor er jo én, man skal have ondt af.
Med tiden hører truslerne op, og efter morens død af alderdom undersøger datteren, hvad moren egentlig fejlede, for det har altid været en stor gåde for familien. Helt ny ukendt viden dukker op, da det viser sig, at moren også har været alvorligt psykisk syg af depressioner, som er blevet fortrængt og fortiet.
Flere gange har moren forsøgt at tage sit liv, før datteren blev født. Hun får kendskab til alvorlige psykosociale traumer i morens barndom, der har været medvirkende til det samlede sygdomsbillede.
Der er logiske forklaringer på, hvorfor belastningen var så stor. Byrden af skyld forsvinder, og datteren vælger at fortælle den nærmeste familie om de vanskelige opvækstvilkår med en frygt for ikke at blive forstået.
Bogen veksler mellem konkrete scener og fortællinger fra datterens barndom, morens liv og refleksioner over tilværelsen.
Samlet set er det også en fortælling om stille eksistenser, der på trods af vanskelige livsvilkår i sidste ende formår at gøre regnebrættet op og tænke tilbage på et godt liv.
Jagten på sandheden om årsagerne til forfatterens mors lidelser begynder allerede tidligt på grund af uvidenheden om, hvad det er, som sker med moren - udover at have fået epilepsi. Hun bliver lammet og handicappet, og lægerne kan ikke finde forklaringen. Familien undrer sig og bliver stærkt bekymret. Som moren selv gør det.
Morens lidelser kommer til at spille en meget central rolle for hele familiens liv. Datteren er en bekymret tilskuer til morens epilepsi og handicap - også for, om det er arvelige lidelser. Men usikkerheden bliver ved med at herske, for der er fortsat ingen forståelige årsager. Ellers også er der en del fortielser overfor datteren. Senere i en voksen alder, da moren er død, begynder forfatteren på et større researcharbejde, for hun VIL finde ind til baggrunden for morens lidelser. Og det lykkes at finde ny viden.
