– Washington Times

”Lad mig sige det ligeud: Stedsønnen er en stor bog, og forfatterens navn må føjes til listen over de bedste sydamerikanske forfattere.”
 – Le Monde

 ”Mindelser om Melville og Conrads Mørkets hjerte.”
 – Irish Times

 ”Der er ingen magisk realisme, ingen barok eksotisme og ikke et gran af den sentimentalitet, der nogle gange farver latinamerikansk litteratur; i stedet er de poetiske beskrivelser og meditationer ladet med en intens kraft. ”
– Times Educational Supplement

En forældreløs dreng får i begyndelsen af 1500-tallet hyre som kahytsdreng på et skib, der skal sejle mod den endnu uudforskede nye verden. Ved nattetid indlader skibets besætning sig efter tur hos drengen. Da de angribes af en indfødt stamme, er han den eneste overlevende: De indfødte dræber og fortærer hele besætningen i et kødeligt orgie, der synes både kaotisk og strengt rituelt. I årevis lever han som fange hos stammen, forsøger at forstå dens sprog og observerer dens skikke og dens årligt tilbagevendende kannibalistiske fester.

Stammen finder deres bytte blandt såvel nabostammerne som de europæiske ekspeditioner og steger og fortærer byttet med en blanding af besat, febril længsel og varsomhed. Derefter går den ellers normalt mådeholdne stamme ekstatisk amok i et bakkanal, som de efterfølgende bruger måneders vegeteren på at komme sig over. Hver gang lader de en enkelt person – kaldet def-ghi – overleve.

Efter ti år sættes skibsdrengen af uvisse grunde på en kano og slippes fri. Da han vender hjem, bliver dette eventyr – og hans søgen efter at begribe stammens verdensbillede og erindre og beskrive det ned til mindste detalje – til hans livs omdrejningspunkt.

Stedsønnen er en på én gang en historisk roman og en antropologisk beretning om forholdet mellem virkelighed og beskrivelsen af den, om hjemløshed, erindring og kulturel identitet. Ligesom Joseph Conrads Mørkets hjerte tilhører den rækken af vrangvendte eventyrromaner om kolonialisme, om de oprindelige folkeslags undergang og om opløsningen af det europæiske menneske i fremmede omgivelser. Men det er en opløsning, som romanen snarere fascineres af end begræder.

Juan José Saer (1937-2005) regnes for en af de vigtigste forfattere i argentinsk litteratur i generationen efter Jorge Luis Borges. Saer var barn af syrisk-libanesiske immigranter, og hans forfatterskab bærer præg af temaer som eksil, fremmedhed og flydende kulturelle identiteter. I 1968 flyttede han til Frankrig for at undervise i litteratur ved Rennes Universitet. På trods af et ønske om at vende hjem på permanent basis lykkedes det aldrig; Saer døde af lungekræft i Paris i 2005.