Camilla Schwartz fremlæser denne voksenfobiske problemstilling i samtidslitteraturen ved hjælp af nedslag i motiver som køn, kærlighed, klasse og feminisme – i dialog med andre kulturelle eksempler som film, mode og tv. 

Diagnosen voksenfobi stilles ikke for at sygeliggøre de unge forfattere m.fl. eller for den sags skyld for at få os alle sammen til at blive meget mere voksne og fornuftige– fordi alting var meget bedre i gamle dage. Tværtimod opfordrer bogen til at vi lytter til de unge litterære stemmer der skriver om at være bange for det voksne liv, eller som både sårbart, kækt og modigt insisterer på at forblive i barndommen og ungdommen – eller som længes tilbage mod det tabte.