I musikbranchen er den stadig et tabu.

I sportens verden har man i årtier sat fokus på gode talentudviklingsmiljøer. Ingen vinder alene, og gode miljøer skaber ikke sig selv. Det kræver en bevidst indsats. Forfatterne spørger, hvor musikkens udviklingsmiljøer findes, hvem der har ansvaret for at skabe dem, og om de kan lære noget af sportens bedste miljøer.

Med afsæt i musikbranchens historie og virkelighed og elitesportens forskning viser bogen, hvordan pres, succes og sårbarhed hænger sammen, og hvad musikere, managere og branchefolk kan lære af måden, atleter trænes til at præstere på topniveau – at brænde igennem uden at brænde ud.

Bogen er et opgør med myten om den lidende kunstner og et krav om, at musikbranchen tager ansvar. Ikke for at gøre musik til sport, men for at gøre plads til mennesker, der kan præstere på topniveau med mental styrke. 

Formålet er at være med til at skabe en branche, der vil fortsætte med at udvikle sig og skabe fantastisk musik og store oplevelser – og endnu højere indtjening. En branche, der er klar til at gøre op med de idéer og idealer, der har hersket i branchen siden 60’erne, hvor sex, drugs and rock’n’roll satte retningen. 

Det er en debatbog, der vil skabe modstand. Og forandring.