Først var det svært for Jon at se, hvad de gik hen imod, men da han kom helt tæt på, var der ingen tvivl. Til trods for at han var brændt til ukendelighed, var Jon stensikker på, at det var Jens Jørgensen, der sad ved træet med armene spændt ud til siderne med kæder. Han sad med spredte ben, og det var tydeligt at se, at der havde været et bål under hver af hans hænder og et mellem hans ben. Hans ansigt var forkullet og hans hænder og arme lignede tørre grene. Hans mund stod åben og han sad med nakken tilbage. Jon kunne genkende hans tøj, selv om det meste var brændt. Også hans træsko, som stod ved siden af liget, var nemme at genkende.