går ud i haven for at spørge alferne om de gamle historier. Jeg spørger dem sjældent, dels fordi alfer er uhyggeligt ærlige, og dels fordi det er vanskeligt at vide, hvornår de sidder under klokkeblomsterne og nipper til tunesiske kaffebrød, for det gør de meget tit. Og de tåler ikke at blive forstyrrede i denne stund. De gange jeg har spurgt dem, himler de nervøst med deres perleøjne og proklamerer, at ingen syersker nogensinde har sat sine ben i huset …