Kvinde. Han viser dernæst hvorledes kønsforskellen gør sig gældende i alle mulige livssammenhænge: fra dagligdagens små misforståelser – til de store spørgsmål om hvad mennesker er, vil, kan, og skal. Denne undersøgelse forløber i to ”spor”, der lidt efter lidt løber sammen. På den ene side er der den strengt filosofiske udvikling, støttet på især den tyske tradition (Nietzsche, Kant), men også på fx sprogvidenskaben. På den anden side er der løbende, uakademiske, sidespring til populær-kulturen (film, TV, musik, selvhjælpsbøger), den aktuelle debat i medierne, og sågar forfatterens egne, mere eller mindre erotiske, erfaringer. Filosofien, siger forfatteren, kan måske nok tænke det hele – men ikke alt: virkeligheden kræver sin ret. Kun ved at inddrage tilværelsens mere absurde, meningsløse elementer, heriblandt sig selv, som ”kastet” (Heidegger) ud på historiens vilde vover, kan filosoffen – dixit Kierkegaard – gøre sig håb om at opfylde sit mål.
Til de absurde elementer hører også – som et underspillet, men gennemgående, sidetema – hvorledes populærvidenskab, fra dameblade til wikipedia, så småt har opbygget en monumental dokumentation for kvinders mentale overlegenhed, – i ejendommelig kontrast til den snart daglige erfaring af hvorledes enhver institution går i stå (hvis ikke ligefrem i opløsning, som senest Kunst-akademiet) såsnart den får en kvindelig ”leder”.
Én af bogens konklusioner er at den aktuelle kønsdebat afspejler sandhedens time for feminismen – og dermed dens terminale fase. Siden den Franske Revolution, er ethvert forsøg på at ”forbedre verden” endt i totalitarisme: dette kedelige fænomen hedder i dag ”metoo”-bevægelse, med dens hetz, anonyme angiveri, og censur, – samt, ikke at forglemme, endnu en gang en tydelig snert af antisemitisme.
Psykologien bag er ikke svær at begribe. Tidens toneangivende feminister har givet afkald på mand og børn (ja, endog mor!), for at få de topposter, som de misundte Manden, – blot for dér at blive konfronteret med deres egen larmende tomhed. Ghita Nørby kunne, – Iben Zeuthen kan ikke! Næste generation af kvinder vil ikke gentage den fejltagelse, og resten af det 21. årh. vil derfor handle om kvinders fornyede accept af at være kvinder: der vil, som forfatteren skriver, igen blive mænd, kvinder, og børn – sågar fostre!
KØNNETS METAFYSIK er derfor også en håndsrækning til denne nye generation af hvad Nietzsche kalder ”bæredygtige” kvinder. Bogen er skrevet con amore: med viden, intelligens, mod, erfaring, humor, poesi – kort sagt: alt dét som feministerne mangler. Den er for så vidt selv et exempel, ja et bevis på én af sine egne teser: ligesom der er ting som kvinder kan, og mænd ikke, således er der ting som mænd kan, og kvinder ikke. Ingen kvinde kunne have skrevet KØNNETS METAFYSIK. Men en gave skal jo heller ikke være noget som modtageren allerede har. At visse kvinder har svært ved at acceptere at der faktisk er noget de ikke har, noget de ikke kan, må være deres problem. Sandheden er måske nok ilde hørt – men den er lige-glad. En kvinde uden komplex-er vil læse bogen som en mand: med fryd.
