ens behandling, og samme slags medicin til alle med ensartede symptomer, synes at være svaret i alle behandlingstilfælde. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor har vi ikke tid, råderum og økonomi til i et sundhedsvæsen, som i det danske velfærdssamfund at kigge mere på patienten, som menneske end som en sygdom? Hvorfor altid symptombehandle og aldrig årsagsbehandle?Jeg har i årevis undret mig over, at der ikke er plads til et holistisk menneskesyn i sundhedsvæsenet. Og jeg har et brændende ønske om, at vi får gang i en omfattende debat, hvor ikke blot det sundhedsfaglige personale selv, men også politikere og andre beslutningstagere, får et mere åbent og nuanceret blik på de behandlingsprocesser, de er ansvarlige for, at syge mennesker skal igennem. Derfor har jeg talt med en lang række patienter om deres møde og oplevelser med det danske sygehusvæsen. Og jeg har også talt med sundhedsfagligt personale, der – ligesom jeg – oplever, at de kan gøre det bedre. Alle disse fortællinger viderefortæller jeg i "Patientens stemme", så alle patienter, kommende patienter, pårørende, plejepersonale, behandlere, læger, embedsmænd og lokalpolitikere til sundhedsministeren forhåbentlig bliver bedre til at indse, at den dagligdag, rutiner, procedurer og vaner, der styrer det sundhedsfaglige personale generelt set, ikke er dagligdag for patienten. Patienter er mennesker, der skal mødes og forstås lige der, hvor de er – og ikke nødvendigvis passes ind i en forudbestemt behandlingskasse.Venligst hjælp mig med at hjælpe patienterne...