Permafrostaf Eva Baltasar

Hun er en hæmningsløs elsker og en ondskabsfuld men morsom betragter af det moderne liv. I en fabulerende lang monolog bevæger fortælleren i Permafrost sig igennem sit livs op- og især nedture. Fra barndommens spirende seksualitet, til sit fuldt udfoldede og grådige forbrug af kvinder i voksentilværelsen som evighedsstudent. I skyggen af den store livsudfoldelse dvæler hun ved selvmordstanker og manisk frygt for sygdom, indrammet af en eksistentiel angst for ikke at passe ind. En dobbelttydig roman, eller som avisen El Pais skrev, ”Baltasar behandler følelser som radioaktivt materiale; det vil sige, som noget der både dræber og gennemlyser os”.