Bitterhedens syllogismeraf E.M. Cioran

"Naturen har udelukkende skabt individerne for at understøtte Lidelsen, for at hjælpe den med at sprede sig på deres bekostning." Mange af sætningerne i Bitterhedens syllogismer (1952) kunne være formuleret med det formål at udtrykke mest mulig fortvivlelse på mindst mulig plads. Aforismesamlingen er skrevet på fransk af den rumænskfødte filosof Emil Cioran, som for at overvinde en mangeårig depression gav afkald på sit modersmål og tilegnede sig en formfuldendt frankofon stil med syttenhundredetallets belletristik som forbillede. Den knappe prosa i Bitterhedens syllogismer bærer præg af denne "kærlighedsaffære med en ordbog": De mest destruktive tankerækker fremføres på en subtil og elegant måde, som hvis Nietzsches filosofiske hammer var forvandlet til en fleuret.

Umiddelbart virker Bitterhedens syllogismer heller ikke som en bog skrevet af nogen, der har overvundet en depression, snarere tværtimod: Sortsynet er konstant og angår alt fra religion og ateisme over kærlighed og ensomhed til liv og død. Alligevel er teksten, på trods af det pessimistiske udgangspunkt, altid lystbetonet, motiveret af en generøs vilje til at charmere og underholde. Cioran forstår kunsten at være "elskværdigt ulykkelig", som han selv udtrykker det, og går aldrig af vejen for en vittighed: "En filosofisk mode er ligesom en gastronomisk; man er lige så utilbøjelig til at gendrive en idé som til at gendrive en sovs."

Det paradoksale ved Cioran – den vennesæle misantrop – afspejles også i modtagelsen af hans værker. Allerede udgivelsen af hans første bog udløste på den ene side en pris til forfatteren, mens den på den anden side, hvis man skal tro en vandrehistorie, tvang hans forældre til at mørklægge deres hjem om aftenen. Den ikonoklastiske præstesøn var ikke sen til at forlade hjemlandet til fordel for Paris, hvor han boede resten af sine dage, altid nødtørftigt indkvarteret på små hotels med livsledsageren Simone Boué og en enorm bogsamling. Ciorans eneboertendenser og hans værkers uforsonlige udtryk forhindrede ham dog ikke i at indtage en plads i det intellektuelle parisiske miljø. Han var venner med især to andre eksilforfattere, Samuel Beckett og landsmanden Paul Celan, og er blevet beundret på afstand af Susan Sontag og Herta Müller. Bitterhedens syllogismer er det første af hans værker, der er oversat til dansk.

Emil Mihai Cioran (1911-1995) var rumænsk forfatter og filosof. Langt størstedelen af sit liv tilbragte han i selvvalgt ­eksil i Paris, hvor han som "rejsende i smuldrende kosmologier" forfinede sit sortsyn til punktnedslag i altings utilstrækkelighed. På trods af en afsmag for anerkendelse lykkedes det ikke Cioran at holde alle læsere fra livet: Samuel Beckett skrev, at han "fandt ly" i hans "ruiner", landsmanden Paul Celan oversatte ham til tysk, og for Susan Sontag var han en arvtager efter Kierkegaard, Nietzsche og Wittgenstein.