Kretas kløftersom jeg oplevede demaf Kirsten Gundersen

Mørket lå nu tæt over området, og vi kunne ikke se ret meget, men i det svage månelys fandt vi da et træ, hvor grenene virkede stabile, og vi kravlede forsigtigt ud i det og nedad for til sidst at hænge i armene og springe det sidste stykke. Så var vi nede! Men vore trængsler var ikke forbi, for det gik op for os, at vi hverken kunne komme frem eller tilbage, da der lå væltede træer til begge sider. Vi var altså fanget her i mørket. Det ville vi nu ikke acceptere, så vi holdt lidt rådslagning om, hvilken vej vi skulle forsøge at komme ud. Til den ene side kunne vi kun se mørke mellem grenene, men til den anden kunne vi skimte vandet, som glimtede i skæret fra månen, så vi mente, at det måtte være der, vi skulle forsøge at komme ud.